Kære medlem
I henhold til foreningens vedtægter indkaldes der hermed til generalforsamling i Foreningen af Danske Kulturbestyrelser
mandag d. 24. april 2023 kl. 16.00-17.00. Mødet afvikles virtuelt, og mødelink udsendes 14 dage før sammen med dagsorden og forslag til beslutning.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være undertegnede i hænde senest 4 uger inden generalforsamlingen. Forslag til behandling udsendes til medlemsbestyrelserne senest 14 dage inden generalforsamlingen.
Valg til bestyrelsen
På det seneste bestyrelsesmøde d. 21. februar drøftede bestyrelsen det kommende valg til bestyrelsen. Det er som bekendt foreningens generelle holdning, at diversitet og en hensigtsmæssig fordeling af kompetencer i bestyrelsen fremmer kvaliteten af bestyrelsens arbejde, og det gælder selvfølgelig også for foreningens egen bestyrelse. I en forening, hvor valg af bestyrelsesmedlemmer er generalforsamlingens ansvar, ligger der derfor en forventning til generalforsamlingen om at tilgodese både kompetencer og diversitet, når der vælges medlemmer til bestyrelsen. Derfor vil bestyrelsen hermed orientere om sine overvejelser forud for valget, så generalforsamlingen har det bedst mulige udgangspunkt for at sammensætte bestyrelsen for den kommende periode.
Den nuværende sammensætning af bestyrelsen ser ud som følger:
Finn Schumacker: på valg – modtager genvalg
Steen Jørgensen: kan ikke genvælges iht. vedtægterne
Inge Nesgaard: udtrådt af bestyrelsen i december 2022
Julie Lindegaard: valgt 2022-2024
Lars Bertolt Winther: valgt 2022-2024
Peter Rønnow: indsuppleret 2022-2024
Martin Petersen: indsuppleret 2022-2024
Da bestyrelsen i henhold til vedtægterne skal bestå af 5-7 medlemmer, skal der på generalforsamlingen d. 24. april således vælges 1-3 medlemmer (samt op til 2 suppleanter). De fire nuværende medlemmer, som er givet medlem af bestyrelsen i det kommende år, er tilsammen sammensat med disse kompetencer: Bestyrelsesarbejde, juridiske forhold, ledelse og drift af fonde, forretningsudvikling, digitalisering, netværksudvikling og -drift, partnerskaber, administration, økonomi, kursusvirksomhed, diversitet, kommunikation, statslig og kommunal kulturpolitik samt institutionsdrift. Bestyrelsesmedlemmerne har samlet set kendskab inden for disse kunstområder: Teater, klassisk og rytmisk musik, festivaler, film, billedkunst, koncert- og kulturhuse.
Bestyrelsen opfordrer alle valgbare medlemmer til at stille op til bestyrelsesvalget, men henleder hermed generalforsamlingens opmærksomhed på bestyrelsens ønske om størst mulig diversitet og behovet for supplering af kompetencer, fx på museumsområdet.
OBS! Særlig service til kandidater til bestyrelsesvalget
Der gælder ingen specielle frister for kandidater til bestyrelsesvalget. Man kan principielt melde sig og stille op som kandidat på selve generalforsamlingen. Men hvis du eller din bestyrelseskollega i den kommende tid beslutter at stille op til bestyrelsen, så er der mulighed for at bekendtgøre sin kandidatur på forhånd. Ved senest d. 7. april at indsende information om navn, alder, medlemsbestyrelse, evt. særlig kompetencer og motivation for at stille op, så bliver din kandidatur bekendtgjort sammen med det øvrige materiale, der udsendes 14 dage før generalforsamlingen. Send din info til finn@kulturbestyrelser.dk
På bestyrelsens vegne
Med venlig hilsen
Finn Schumacker
Bestyrelsesleder